LUKSUS broderitur til Kreta 10.-16. maj 2027 – UDSOLGT

15.000,00 kr.

SORRY! Turen blev udsolgt på rekordtid!

Vi planlægger en ny tur engang i september/oktober 2027 – endnu ikke fastlagt. Skriv en mail til trine@broderist.com hvis du vil på venteliste og høre mere om det hele. Temaet bliver det samme som beskrevet nedenfor.

Er du omsorgstræt og empatisk udmattet?

Hvad sker der egentlig i os, når vi er ved at skvatte sammen af at tage os af andre end os selv?

Vi forsøger at brodere os ud af det samtidig med at vi får viden om hvordan vi passer på vores mentale sundhed

…og det hele foregår i den vildeste luksus hvor du ikke skal tage dig af andre end dig selv!

 

Ikke på lager

Tag med Broderist Trine Runge Jessen og læge Lærke Egefjord på FED luksustur til Kreta.

Den vildeste villa med egen pool danner ramme om ugen og vi har naturligvis vores egen kok. Hun hedder Frini og hun laver seriøst det lækreste mad og oveni hatten er hun pissesød!!

Vi skal forsøge at brodere os ud af omsorgstræthed og empatisk udmattelse!

Det kender langt de fleste kvinder til og det kan være verdens bedste idé at have nogle metoder, der kan hjælpe med at passe på ens mentale sundhed. HER kommer broderiet ind sammen med en masse fed teori om emnet!

For hvad sker der egentlig i os, når vi er ved at skvatte sammen af at tage os af andre end os selv?

Lærke giver dig viden om hjernen, stress, arbejdsflow, fokuseret opmærksomhed, kreativ problemløsning og pausens betydning for vores kognition og metoder til hvordan den ægte pause, hjernepausen, kan bruges til at øge trivsel og sundhed.

Kurset giver indsigtsfuld og inspirerende viden og konkrete redskaber, der nemt kan bruges i dagligdagen.

Lærke kommer omkring emnerne på en både dybdegående og underholdende måde med afsæt i sin viden om krop og sind.

Trine underviser i broderi på sin HELT egen måde. Det bliver med garanti ikke kedeligt! Du behøver ikke at kunne brodere i forvejen! Mini broderist Selma Runge Sandhir er med til at hjælpe med undervisningen og andet halløj. Hun er sgu så sød!

I det hele taget bliver det pissesjovt! Glæd dig til en uge med gak og gøgl, godt selskab, ny viden, nye venner, masser af ro til broderi og syyyygt lækker græsk mad plus egen pool i den vildeste villa!

Der bliver også mulighed for at tilkøbe massage fra den sødeste kvindelige massør.

Mere info om undervisning og udflugter følger. Der er plads til 14 deltagere + Selma, Lærke og Trine.

OBS! Dette er et foreløbigt program og der kan forekomme små ændringer!

PROGRAM

Mandag den 10. maj 

Indtjek fra kl. 15.00

19.30 Fælles velkomstmiddag

Tirsdag den 11. maj

08.00 – 09.30 Morgenmad

10.00 – 12.00 Undervisning

13.00 – 14.00 Frokost

15.00 – 17.30 Undervisning/workshop

18.00 Snacks, drinks & hygge ved poolen

19.30  Middag

Onsdag den 12. maj (udflugtsdag)

08.00 – 09.30 Morgenmad

10.00 Endnu ikke helt planlagt, men tanken er at vi tager til Anogeia og besøger et spændende væveri og nyder byen og spiser frokost der. Trines ven, Anne-Katrine joiner os på turen og når vi er hjemme i villaen igen, fortæller hun om kvinderoller og omsorgsarbejde i Grækenland. Hun har bl.a. læst græsk på universitet i København og Athen og har boet på Kreta en årrække, og opholder sig desuden meget i Grækenland, så hun kan også gå for at være tolk, skulle det gå helt galt i landsbyen! Se også Anne-Katrines webshop med håndplukkede, græske boligting: https://greeklish.dk

15.00 Vi vender hjem til villaen

17.00 Anne-Katrine holder foredrag: Mødre, bedstemødre og omsorgsarbejde i Grækenland: fra patriarkalsk familie til moderne velfærdsudfordringer

19.30 Middag

Torsdag den 14. maj

08.00 – 09.00 Morgenmad

10.00 – 12.00 Undervisning

13.00 – 14.00 Frokost

15.00 – 17.30 Undervisning/workshop

18.00 Snacks, drinks & hygge ved poolen

19.30 Middag

Fredag den 15. maj

08.00 – 09.00 Morgenmad

10.00 – 12.00 Undervisning

13.00 – 14.00 Frokost

15.00 Vi tager til Rethymno med bus og nyder byen på egen hånd

19.30 Middag i Rethymno

Lørdag den 16. maj

08.00 – 09.00 Morgenmad

10.00 – 12.00 Undervisning

13.00 – 14.00 Frokost

15.00 – 17.30 Undervisning/workshop

18.00 Snacks, drinks & hygge ved poolen

19.30 Middag

Søndag den 17. maj

08.00 – 09.00 Morgenmad og afsked

Udtjek senest kl. 10.00

 

Intet er obligatorisk, så du styrer selv, hvis du har brug for at trække dig en time eller to eller måske en hel dag.

OM MADEN

Vores private kok hedder Frini – du kan følge hende på @doitlikeacretan på instagram. Frini og hendes kvindelige assistent Sophia kommer til at husere og kokkerere i husets køkken, så al mad er lavet på stedet til os. Hvor luksus er det ikke lige?

PRAKTISK

Pris 15.000 kr. pr. person, som inkluderer 6 overnatninger i delt dobbeltværelse. Det betyder at der sover 2 i alle værelser og vi skal nok gøre vores bedste for at matche jer, hvis I rejser alene. Vi skal bo i vores egen luksusvilla med stor pool.  Undervisning, workshops, alle materialer, 2 skræddersyede udflugter og alle måltider samt snacks, vand og kaffe hele dagen er også inkluderet.

BETALING

De 15.000 kr. betales ved bestilling her på siden.

IKKE INKLUDERET / TIPS TIL FLYBILLETTER

Du skal selv sørge for flybilletten og transporten til og fra lufthavnen til villaen. Vi har kontakt med den sødeste og mest pålidelige vognmand og formidler gerne kontakt til ham.

Flybilletter er billigst i perioden januar – marts 2027. Priserne på en returbillet i den periode ligger typisk på mellem 1.500 – 2.500 kr. Du kan også være heldig at finde dem billigere. Du kan evt. sætte prisovervågning op på Skyscanner, Momondo eller Google Flights allerede i nov./dec. Hold fx øje med Norwegian, SAS og charterudbydere.

Den største lufthavn på Kreta ligger i Chania (95 km fra villaen) og her er der flest afgange. Heraklion lufthavn er også en mulighed og den ligger lidt tættere på villaen (67 km), men her er der knap så mange afgange og der er typisk en mellemlanding i Athen.

Det er som regel billigst at rejse fra København og Billund.

 

OM VILLAEN OG OMRÅDET

Vi råder over hele villaen og skal ikke dele den med andre. Værelserne har enten direkte adgang til pool/terrasse eller til balkon. Alle soveværelser har desuden eget bad og toilet + smart TV.

Der er IKKE mulighed for enkeltværelse. Der er masser af fælles udeareler og mulighed for fred og ro i en skyggefuld krog eller spille volley/basket/bordtennis. Poolen er 100 m2  stor.

Der er sengetøj, badeværelseshåndklæder og poolhåndklæder til alle. Der er aircondition i alle værelser og stuer. Ydermere er der 2 vaskemaskiner, hårtørrer, strygejern og strygebræt. Der er 7 parkeringspladser.

Villaen ligger i byen Perama (Kreta) og der er 10-15 minutters gang til alt hvad du kan få brug for så som butikker, bageri, supermarkeder, hæveautomater, apotek, lægeklinik, restauranter og tavernaer.

Perama ligger 10 minutters kørsel fra en af Kretas skønneste sandstrande.

Der er regelmæssige busforbindelser til Heraklion og Chania. Den nærmeste store by er Rethymno (26 km). Temperaturen på Kreta i midten af maj ligger typisk mellem 22 og 26 grader.

 

KONTAKT

Tag fat i os med de mindste spørgsmål! Vi hører også meget gerne fra dig, hvis du har særlige behov eller andet der vil være godt at tage højde for.

Lærke 53 63 33 59 / legefjord@gmail.com

Trine 24 26 84 03 / trine@broderist.com

 

AFLYSNING / SYGDOM

Hvis uheldet er ude og du bliver syg eller af anden grund bliver nødt til at aflyse din rejse, så får du desværre ikke pengene retur. Vi vil derfor anbefale dig at kigge på en rejseforsikring.

Vi vil naturligvis gøre vores ypperste for at få afsat din plads til en anden, men kan ikke garantere noget.

 

Vælg

Delt dobbeltværelse, Delt dobbeltværelse øverst